Eichmann, Arendt og Dig; en iscenesættelse af retfærdighed
Eichmann, Arendt og Dig sætter fokus på ondskab og det personlige ansvar, og undersøger, hvad der sker, når mennesker holder op med at tænke selv. Når ansvar uddelegeres, og når det mørke, vi alle rummer, får lov til at tage over.
Publikum føres tilbage i tiden og ind i den historiske retssag mod den nazistiske embedsmand Adolf Eichmann. Eichmann blev dømt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i forbindelse med Holocaust.
“Den triste sandhed er, at hovedparten af ondskab bliver begået af mennesker, der aldrig har taget stilling til, om de vil være gode eller onde.”
- Fra Hannah Arendts bog “Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet”
Forestillingen tager udgangspunkt i filosof Hannah Arendts dækning af retssagen i Jerusalem i 1961. Arendt beskriver, hvordan Eichmann ikke fremstod som et dæmonisk monster, men som et almindeligt menneske, der udførte et stykke arbejde uden at stille spørgsmål. Ondskaben viser sig her som et resultat af tankeløshed, lydighed og manglende ansvarstagen. Forestillingen undersøger ikke blot Eichmann som historisk figur, men retter også blikket mod os selv.